Alla inlägg den 7 januari 2015

Av Nätverket Språkförsvaret - 7 januari 2015 20:56

  (Insänt av Stig Brunnström)


(Denna nätdagbok är knuten till nätverket Språkförsvaret)

Av Nätverket Språkförsvaret - 7 januari 2015 15:25

(Texten är hämtad från en installationsföreläsning vid Handelshøjskolen i Köpenhamn (CBS), som Thomas Harder höll 2004.)   

    

I Danmark har ”politisk korrekthed” en kedelig, sommetider latterlig og sommetider totalitær klang. Det er i nær familie med ”de rigtige meninger” og leder tanken hen på smagsdommere og andre fæle folk, som vil hindre almindelige mennesker i at gøre, hvad de har lyst til og i at sige tingene ligeud. Politisk korrekthed er ikke folkelig.


I USA, hvor fænomenet og betegnelsen stammer fra, har udtrykket Political Correctness en tilsvarende negativ eller satirisk klang, men der er den interessante detalje, at Political Correctness dér netop er et udtryk, der er kommet til senere som en modreaktion.


Det oprindelige amerikanske udtryk var ikke Political Correctness, men Cultural Awareness – altså ”kulturel opmærksomhed”, ”kulturel bevidsthed”, ”kulturel agtpågivenhed” eller hvordan man nu vil oversætte det – og det udtrykte en vilje til at anerkende kulturelle forskelligheder og respektere andre menneskers følelser og værdighed og i særdeleshed de mest udsatte og diskriminerede gruppers. F.eks ved at kalde disse grupper ved de navne, som de selv foretrak og ved at tabubelægge andre betegnelser, som de opfattede som diskriminerende.


Men bevægelsen går videre end det. Det drejer sig ikke bare om at tage hensyn til folks følelser. Ofte er der også et ønske om at ændre vores alle sammens holdninger ved at lære os at kalde tingene noget andet. Det forudsætter en stærk tro på ordenes magt: Man kan lave verden om ved at ændre sproget.


(Formentlig samme mekanisme, som når man i erhvervslivet taler om ”udfordringer” i stedet for ”problemer”).


Kønsneutrale betegnelser skulle modvirke diskrimination mod kvinder og seksuelle minoriteter. ”Husband” og ”wife” blev til ”spouse”, og ”spouse” er senere blevet til ”significant other”, formentlig for ikke at fremhæve nogen bestemt måde at organisere et samliv på frem for nogen anden.


På dansk blev ”rullestol” som bekendt til ”kørestol”.


”Siger du så også kørepølse,” spurgte en af mine venner, da han for år tilbage blev belært om den nye sprogbrug. Det fik han ikke noget svar på, men han fik til gengæld den forklaring, at ”køre” lød mere aktivt, dynamisk og selvhjulpent end ”'rulle”.


Eller med andre ord: ”Rullestol” skulle ikke bare ud, fordi de folk, der sad i den, følte sig generet af ordet, men også fordi både de selv og vi andre skulle opdrages til at betragte kørestolsbrugere som aktive, selvstændige individer, der havde brug for lidt ekstra assistance til at løse et bestemt problem, men i øvrigt havde samme krav og muligheder som alle andre.


Det er et glimrende formål, som jeg naturligvis gerne vil støtte, selvom jeg ikke føler mig spor sikker på, at den sproglige manøvre har nogen som helst effekt. Jeg har altid syntes, at denne skelnen mellem ”køre” og ”rulle” var temmelig vilkårlig, og jeg har hørt brugere af det pågældende hjælpemiddel lave grin med den – de talte f.eks om at ”rulle på køreskøjter” – men jeg har på den anden side måttet konstatere, at ”kørestol” i hvert fald i dag er dominerende blandt de professionelle i social-, sundheds- og plejesektorerne, og at det bliver bemærket, når jeg af vanvare kommer til at bruge det forkerte udtryk. Jeg har derfor lært mig selv så vidt muligt – dvs. så vidt åndsnærværelsen tillader det – altid at sige og skrive ”kørestol”, selvom ”rullestol” stadig er det af de to ord, der melder sig først i mit hoved, og selv om det altså i min private sprogbevidsthed er et fuldstændig ubelastet ord.


Et mere dramatisk eksempel er ordet ”'neger”', som det jo efterhånden er blevet umuligt at bruge i dannet selskab. Her siger man som bekendt ”sort”. Ikke fordi man nødvendigvis synes, at de to ord betyder noget forskelligt, men fordi de mennesker, der er tale om, opfatter ”neger” som belastet og derfor hellere vil kaldes ”sorte”.


Min rygmarvsreaktion har altid været, at jeg ikke bryder mig om den slags sproglige kunstgreb. Jeg bryder mig ikke om at blive opdraget på, og jeg synes, groft sagt, at tingene bør hedde, hvad de altid har heddet, og at hvis der er nogen, der ikke bryder sig om det, så må det være deres problem. Men i praksis viser det synspunkt sig ligesom så mange andre rygmarvsreaktioner af og til at være for – netop – groft.


Samfundet, omgangsformerne og det sprog, der hører til dem, forandrer sig, og udtryk, som måske engang var neutrale, opleves i dag som krænkende af mange (eller for den sags skyld af få – det er ikke mere legitimt at krænke få end mange), selvom den talende måske mener at bruge dem helt uskyldigt. Hvis en bestemt gruppe opfatter et givet udtryk som nedværdigende eller diskriminerende og hellere vil kaldes noget andet, så er det sund fornuft og almindelig høflighed at efterkomme deres ønske. Uanset hvad man som f.eks ikke-sort eller ikke­kørestolsbruger selv mener om de pågældende udtryk.


Og hvad den opdragende hensigt angår, så kan den føles nok så anmassende og – tror jeg altså – i mange tilfælde være nok så virkningsløs, men dårlig er den jo sjældent.


Men der skal også være en vis sproglig rimelighed i det: Man ville f.eks – forhåbentlig – næppe nå ret langt med det synspunkt, at ”sort” burde erstattes med ”grøn” eller ”højrød”, eller at ”kørestol” meget hellere burde hedde ”rumraket eller ”hundeslæde”. Det ville være lige så absurd som – ja, hvad ved jeg – at påstå, at bjørnetjeneste kan betyde en stor tjeneste, eller at forfordele kan betyde at ”behandle bedre”.


Det er også nogle minoriteter, som jeg vil være mindre tilbøjelig til at imødekomme end andre: Hvis de pædofile f.eks fandt på, at de hellere ville tituleres ”børnevenner”, ville jeg bede dem rende og hoppe.


Den politisk korrekte sprogbrug med alle dens omskrivninger er ikke altid dikteret af hensyntagen til bestemte udsatte grupper eller af et ønske om at ændre verden eller folks opfattelse af den.


Der er nemlig også den variant, der optræder, når man ønsker – for sig selv eller for andre – at skjule, hvad et eller andet i virkeligheden er, eller når man ikke ønsker eller ikke har mod til at tale om noget ubehageligt eller kontroversielt. Her er formålet at forskønne tingenes overflade ved at mildne deres sproglige udtryk uden at ændre deres substans. Motivet kan være, at det kollektive sprogøre er blevet mere følsomt – mere bornert eller mere allergisk over for ubehagelige sandheder – eller måske at det, man taler om, opleves som upassende eller måske endda som politisk uacceptabelt eller moralsk anstødeligt.


Som storinkvisitoren Torquemada siger, da han i Mel Brooks' film om Verdenshistorien bliver bedt om at forklare ordet ”autodafe”:


”An autodafay is when you oughta do what you do anyway”.


Hvor mange lande har i dag et ”krigsministerium'''? Jeg har ikke undersøgt sagen til bunds, og der skal da nok være et par stykker tilbage, men ellers har alle ordentlige lande ”forsvarsministerier”. Vel ikke fordi man har bildt sig ind at kunne skjule, hvad sådan et ministerium beskæftiger sig med, eller fordi man egentlig har følt noget behov for det, men snarere fordi ”krig” er et af de ord, som moderne øren dårligt tåler at høre.

De københavnske parkeringsvagter var i årevis udstyret med den grinagtigt misvisende betegnelse ”parkeringsservice”.


Og i 1970'erne havde CIA en særlig afdeling, der gik under navnet ”Udvalget for helbredsforandringer”. Der gives ingen præmier for at regne ud, hvad de lavede.


Den politiske korrekthed med dens brug af eufemismer og andre erstatningsudtryk kan altså alt efter omstændighederne være velbegrundet eller i hvert fald velmenende, og den kan være uhæderlig, naragtig eller bare ligegyldig. Men den kan også være decideret skadelig: Med al sin hensynsfuldhed risikerer man at berøve sproget dets udtrykskraft og de talende deres meningers mod, og man risikerer at gøre nyttige gloser med ellers veldefinerede betydninger meningsløse og at forplumre vigtige diskussioner.


Nok om tvetungetheden – tilbage til tosprogetheden.


(Denna nätdagbok är knuten till nätverket Språkförsvaret)

Presentation

Omröstning

Om du hör en person använda fel uttal på ett visst ord gång på gång, korrigerar du vederbörande eller låter du vederbörande gå igenom livet och säga fel?
 Jag korrigerar vederbörande direkt under pågående samtal
 Jag låtsas inte höra och frågar ”Sa du xxx (med rätt uttal)”?
 Jag frågar vederbörande direkt om jag får korrigera uttalet
 Jag säger att ”jag brukar säga xxx; jag har hört att det är rätt uttal”
 Efter att samtalet avslutats, drar jag vederbörande åt sidan och korrigerar uttalet
 Jag kontaktar vederbörande efteråt och berättar om det korrekta uttalet
 Jag bryr mig inte; det finns viktigare saker att syssla med
 Jag bryr mig inte; förr eller senare kommer någon att säga ifrån
 Vem är jag att korrigera andras uttal?
 Alla uttal är lika korrekta

Fråga mig

106 besvarade frågor

Kalender

Ti On To Fr
      1
2
3 4
5
6
7 8 9 10
11
12 13 14
15
16 17 18
19 20
21
22 23 24 25
26
27 28
29
30 31
<<< Januari 2015 >>>

Tidigare år

Sök i bloggen

Senaste inläggen

Senaste kommentarerna

Kategorier

Arkiv

RSS

Besöksstatistik

Följ bloggen

Följ Språkförsvaret med Blogkeen
Följ Språkförsvaret med Bloglovin'

Säg hellre!

Irriteras du av ett onödigt engelskt lånord och kan föreslå ett ersättningsord?  Skicka det i så fall till ersattningsordet@sprakforsvaret.se.  Om granskningsgruppen tycker att det är ett bra ord, belönas du med "Svenskan - ett språk att äga, älska och ärva" och ordet förtecknas också i avdelningen "Säg hellre!"


Skaffa en gratis bloggwww.bloggplatsen.se