Det menar Kristin Refsing i artikel på Ja til sprogs webbplats. Hon skriver:

”Vi har behov for en klokkeklar opprioritering af sprogindlæringen i det danske uddannelsessystem og et råderum for nye undervisningsformer, der gør det muligt at fange de unge, der ellers vælger fremmedsprogene fra.

Ifølge World Bank står USA, Kina, Japan, Tyskland, Storbritannien, Italien, Canada, Spanien og Brasilien for mere end 70 % af verdens globale omsætning. Så hvis man for alvor vil klare sig på det globale marked, bør man altså kunne mestre i hvert fald engelsk, kinesisk (både mandarin og kantonesisk), japansk, tysk, italiensk fransk, spansk og portugisisk.

Hvis man markedsfører produkter og ydelser på de sprog, har man mulighed for at få markedsandele på 70 % af det globale marked. Med andre ord: af de ca. 6500 sprog, der findes i verden, bør vi i hvert fald have store grupper af indbyggere, der mestrer hver to-tre af de ovennævnte otte sprog. Og helst lidt flere. Det har vi ikke i dag.

Engelsk, ja, dér kan vi være med. Og dog viser undersøgelser, at danskerne tror, at de er bedre til engelsk, end de i virkeligheden er. Langt værre ser det ud, når det drejer sig om de andre sværvægtere på det globale marked. Dér kan vi ikke være med, eller i hvert fald ikke i det omgang, vi burde.”

Situationen är likartad i Sverige naturligtvis.

(Denna nätdagbok är knuten till nätverket Språkförsvaret)